Med inspiration fra Integrationsrådet og med ”Netværk for Flygtninge og indvandrere” som paraplyorganisation har Nina Greiffenberg og Kirsten Wedel, to engagerede borgere i Gladsaxe Kommune, taget initiativ til dette fotoprojekt.
De har villet sætte ansigter og stemmer til det, som vi i dag kalder integration. De giver i dette teksthæfte indvandrere og flygtninge fra flere verdensdele mulighed for at komme til orde. De lader dem fortælle om deres personlige oplevelser ved mødet med ”indfødte” danskere i Gladsaxe. De videregiver her historierne om, hvad der har bragt din ”nabo” til Gladsaxe, og hvordan det går ham og hende her.
26 indvandrere og flygtninge, der ikke er født i Gladsaxe, har ladet sig interviewe og har besvaret svære spørgsmål om mødet med danskerne og om deres trivsel her i blandt os.
Som formand for Integrationsrådet er jeg meget glad for deres initiativ. Læs de meget forskellige historier om, hvad det fører med sig enten at have halvdelen af sine rødder i Gladsaxe eller at blive ramt af livsomstændigheder som kærlighed og krig. Tag deres budskaber til dig.
Farrukh Shahzad
Formand for Integrationsrådet i Gladsaxe Kommune
Demetrius fra Texas:
Med 20 år i Danmark og en baggrund som amerikaner fra Texas udtaler en berejst Demetrius sig med begejstring om børns muligheder for et frit, sikkert og selvstændigt børneliv i Gladsaxe. 4 børn har han sammen med sin dejlige danske partner Birgitte.
Han er nu dansk statsborger og bruger sine uddannelser indenfor både militær, lufttrafikkoordinering, kunst og som folkeskolelærer i et job som ungementor i Værebro Rådgivning og på blandt andet Skovbrynet skole. Han er en enestående rollemodel og mentor for unge. Som én af de første i kommunen har han været med til at sætte ungeudveksling i værk i EU. Ved siden af sit job driver han en forretning med sunde juicer lavet på sukkerrør, som hedder Uganic Juizc.
Selvom Danmark er et stille, roligt og dejligt land, hvor børn har mange muligheder ønsker Demetrius, at vi tager de bedste af hans erfaringer fra amerikanernes tilgang til 2. generationsindvandrere og -flygtninge til os: ”Vi skal hjælpe dem til at få de bedste muligheder for uddannelse og arbejde, så de senere kan give noget tilbage til det danske samfund og blive gode eksempler for familier i Danmark.”
Skulle Demetrius beskrive sig selv bliver det med ordene: ”jeg er en venlig og rar person, der gerne vil hjælpe andre”. Og han berømmer vores fredelige land med vores gode arbejdsforhold, både de gode lønninger og den fine ferielov og sundhedssystem.
Lillemor fra Canada:
”5 år i et nyt land, så er det tid til at beslutte, hvor du hører hjemme” sagde en ældre norsk chef på hendes arbejdsplads til Lillemor, da hun arbejdede som studentermedhjælper.
Drevet af rejselyst og nysgerrighed til hendes danske aner kom Lillemor som 21 – årig til Danmark, hvor hendes mor var vokset op. Lillemors far var canadisk pressefotograf og var kommet med Montgomery til København ved befrielsen i 1945. Her mødte han sit livs kærlighed foran Tivoli! Få måneder efter var hendes mor nygift og på vej med skib til Canada. De fik tre børn, der alle voksede op med engelsk som deres modersmål. På samme måde talte Lillemor dansk med de to børn, hun fik med sin danske mand, selvom hendes eget modersmål var blevet engelsk. ”De opholdt sig jo i Danmark, hvor der taltes dansk allevegne!”
Med støtte fra kolleger blev Lillemor optaget på Biblioteksskolen. Hun har arbejdet som folkebibliotekar på Nørrebro i 38 år. Tæt på mange forskellige børn og unge. Da PC – spil blev moderne, blev biblioteket nærmest rendt over ende af unge fra Mjølnerparken.
Det blev bibliotekets opgave at lære de unge og de forældre, der fulgte lige i hælene, hvordan et dansk bibliotek benyttes. Hun har været tæt på mange integrationsproblemer i dagligdagen og været med til at ansætte både drenge piger som medarbejdere i biblioteket. Unge piger både med og uden tørklæde. Med sine meningers mod har hun drøftet både religiøse, videnskabelige og mere private spørgsmål med de unge.
Bibliotekerne er en åben dør til en vellykket integration. Som immigrant kan Lillemor fortælle mange historier om integration, både gode og mindre gode: ”Integration er et fælles ansvar, både immigranters og lokales. Danskerne er både åbne og imødekommende, men det kan være vanskeligt at blive venner og fortrolige med danskerne. Kulturen i Canada er mere multietnisk. Nye kolleger inviteres ofte med hjem privat”.
Et udadvendt arbejde og en udadvendt og internationalt orienteret familie har fået Lillemor til at føle sig som dansker trods hendes canadiske statsborgerskab.
Enzo fra Italien:
Enzos arbejdsglæde kommer virkelig til udtryk, når en af arierne fra Rossinis opera ”Barberen fra Sevilla” lyder fra Campo de Fiori´s køkken på Søborg Hovedgade 12.
I køkkenet på Søborg Hovedgade har han i de sidste 13 år tryllet den dejligste italienske gastronomi frem. I 40 år har han glædet danskerne med traditionel italiensk mad. Enzo er drevet
af en stor glæde ved sit fag og lægger mange arbejdstimer i sin restaurant.
Enzo er italiener, inkarneret fan af fodboldklubben Lazio og uddannet kok. Han kom til Danmark som 24 – årig for at arbejde i en anden kultur. Nordpå. Han søgte mindre stress, et stille
og roligt tempo frem for det kendte fra sin pulserende fødeby, Rom.
Han kom med sin italienske kone og deres lille barn. Efter et stykke tid flyttede de sydpå igen, der var for koldt for hans kone. Efter et stykke tid vendte han tilbage – han kunne ikke undvære
Danmark. Han savnede den stille og rolige livsform, der dengang var i Danmark. Helt anderledes end det stressende kokkeliv, der herskede i Rom med bespisning både omkring middag og sent aften. Ofte med gæster, der kom hundesultne og i sidste øjeblik, inden restauranterne lukkede både til middag og aften.
Sproget var ikke et problem. Med lidt engelske gloser og lidt hjælp fra kollegerne voksede et dansk frem med en klædelig italiensk accent. I begyndelsen af firserne genfandt han, hvad han tidligere havde søgt, et roligere tempo, et køligere klima, en masse cyklister og sin danske kone. Han integrerede sig stille og roligt i det danske samfund og tilføjer: ”men jeg er stadig romer”.
Et voksent barn har han med sin danske kone gennem 30 år, men det er ikke med i planerne, at deres søn skal videreføre restauranten.
Enzo slutter med at sige: ”De fleste af mine vågne timer går med at lave mad, men jeg har absolut ingen planer om at forlade Søborg, jeg elsker mit job og har altid haft det godt her.”
Og vi andre vil kunne fortsætte med at nyde hans gode mad.
Lingxiao fra Kina:
”Vilje, arbejdsomhed, nysgerrighed og sprog” er de faktorer, der har hjulpet Lingxiao Chen, så hun i dag føler sig hjemme i Danmark. Lingxiao er født i en provins syd for Shanghai, men
kærlighed ledte hende i 1992 til Danmark.
Danmark betog hende med sin historie, de historiske slotte, museer og herregårde, det danske tempo og livet, som er mindre kompliceret med færre gamle traditioner og indforståede
regler. Hendes families historie er som flere andre indvandrere broget. Det er, som om lysten til at migrere ligger nogle mennesker i blodet!
Lingxiao fortæller, at hendes far har tysk blod i årerne og er vokset op i både Tyskland og Kina. Begge hendes forældre har været folkeskolelærere, mange i familien er undervisere, men for
30 år siden skiftede hendes far sin karriere ud med et aktivt liv i lokalpolitik. Han har i flere år været repræsentant for regionen til folkekongressen.
Lingxiao har derimod skabt sig en karriere, først som tjener indenfor restaurantionsbranchen, derefter som restaurationsejer og senere som butiksindehaver. I hendes kinesiske butik fører
hun alle de asiatiske specialiteter, der skal til et autentisk måltid.
Lingxiao befinder sig rigtig godt i sit nye land, hvor ligeværd, ytringsfrihed og stemmeret er nogle af de værdier, hun sætter stor pris på. Hun roser den sprogundervisning, hun har fået, da
hun kom til Danmark. Sproget kommer hende til nytte i butikken, når hun hjælper sine kunder.
”Jeg har det så godt med at stå bag disken og vejlede folk om de ingredienser, de skal bruge til den asiatiske mad.”
Hun er faldet rigtigt godt til i Danmark. Hun er dansk statsborger og har flere danske venner blandt andet i en madklub og udtrykker det med ordene: ”i Danmark føler jeg mig hjemme, her
har jeg boet i flere år end i Kina”. Hun holder sig ung og smidig med løb og fitness. Lingxiaos to drenge har fået gode uddannelser og klarer sig godt, og den ene har netop skænket hende et barnebarn.
Reema fra Ægypten:
En hund kan være vejen til integration! Reema får den allerbedste kontakt til nye naboer og borgere i nabolaget, når hun går tur med sin hund. Blandt de noget lukkede danske nordboere
er hun kendt som retrieveren Mollys mor. For 11 år siden flyttede ægyptiske Reema med sin dansk – ægyptiske ægtefælle og deres to små børn til Gladsaxe.
Med en opvækst i Cairo med skolegang på en international skole og en akademisk uddannelse som arkitekt blev det en stor forandring at bosætte sig i Danmark. Nærmest et kulturchok
at komme fra Ægypten, hvor den sociale ulighed er iøjnefaldende. Døgnet rundt er der liv på gaderne, og mange har ansatte i deres husholdning. Og til et Danmark i 00’erne, hvor ligheden
var større, få havde rengøringshjælp, gaderne var øde efter kl. 17, og hvor der samtidig var økonomisk krise.
Med gåpåmod og engagement har Reema skabt sig en ny karriere indenfor sundheds- og rehabilitering af ældre.
Et af de første år hun boede i Gladsaxe, deltog hun i et beskæftigelsesprojekt i Ballerup, der blev kaldt “Kvinder på vej”.
Nu er hun færdiguddannet social- og sundhedsassistent: Hun er tilfreds og giver udtryk for, at hendes evner, personlighed og kompetencer kommer i spil i hverdagen. Samarbejdet omkring borgernes rehabilitering er et lille unikt ”byggeprojekt” hver eneste gang. En udfordring, hvor hun kan drage omsorg og give af sit overskud.
Reema er indstillet på at give omsorg uden nødvendigvis at få noget igen. En kærlig indstilling, der ikke kun er forbeholdt den kristne danske kultur, men, som hun mener, er almenmenneskelig.
Reema har deltaget med sit overskud blandt bydelsmødre i Lyngby og er nu udpeget af Gladsaxe Byråd som medlem af Gladsaxe Integrationsråd.
Med en uddannelse fra School Faculty of Fine Arts i Cairo kommer det ikke som en overraskelse, at noget af fritiden går med at male og skabe spændende tredimensionelle billeder.
Mao fra Kina:
Mao Liu flyttede til Danmark i 1997. Hans passion for bordtennis har været drivkraften i hans integration.
Mao fulgte i hælene på sin kæreste og senere hustru, som allerede i 1992 var flyttet til Danmark. Sammen har de tre sønner, som er uddannet i Danmark. De to er blevet gift med etniske danskere og har glædet ham med 3 børnebørn. Han er opvokset i Shanghai og er uddannet på en sportsskole.
Han er udlært bordtennisspiller og – træner og har i den forbindelse besøgt mange lande. Han har spillet kampe i blandt andet USA, Japan, Frankrig og Spanien, men Danmark er bedst!
Mao er meget glad for at være i Danmark. På sin høflige og venlige facon fortæller han, at han nyder at bo i det frie og demokratiske land, og at han oplever, at danskerne er venlige og imødekommende.
Han gentager sig selv flere gange: ”Danmark er bare bedst”, undskylder venligt sit danske og forklarer: ”det skyldes måske, at det fremmedsprog, som jeg fik lov til at lære i sportsskolen, var en smule russisk!” Nogle blev udpeget til at lære engelsk, andre til at lære russisk eller et helt tredje sprog. Hans danske sprog er alligevel så fint, at han ved siden af sin trænerkarriere i flere kommuner har haft fuldtidsbeskæftigelse som altmuligmand på samme virksomhed i 19 år. Han er stadig ansat på deltid hos Carl Ras i Mileparken, selvom han er født i 1951 og modtager folkepension. Han er én af vor tids mange deltidsansatte seniorer. Arbejdet og kollegerne i firmaet og kammeraterne i bordtennisklubben er vigtige for Mao, og han har altid sat en ære i at være selvforsørgende.
Hans arbejdsmoral er ligeså fin, som hans bordtennissejre er talrige. Han har været vinder 4 gange i sin række, 60 – årsrækken, i årene 2012 – 15. Nu i en moden alder kan han stadig slå
yngre spillere fra seniorrækken i bordtennis og har i 2017 stiftet dansk- kinesisk bordtennisforening.
Her arrangerer han venskabskampe mellem Danmark og Kina og drømmer stadig om at blive dansk statsborger.
Idlyn fra Dominica:
Idlyn sang sig til de første danske gloser. Som 26 årig tog hun arbejde som au-pair hos sin kusine og hendes danske mand. Idlyn spøgte overfor kusinen med, at hun nok skulle passe deres børn, hvis de fik nogle. Kusinen tog hende på ordet, og sammen med det lille barn besøgte hun hver uge babysalmesang i Brønshøj. Idlyn blev bedstevenner med en anden deltager, en dansk mormor, der deltog med sit barnebarn, og på den måde kom de første gloser lidt efter lidt. Samværet med kusinens svigermor og danskundervisningen fra sprogskolen gav Idlyn hendes flydende danske sprog.
Som ung student fra den uafhængige caribiske ø Dominica overvejede Idlyn, hvilken levevej hun skulle vælge. Hun ville gerne læse landbrug. Hun havde bestået studentereksamen, men manglede de nødvendige fag. Sabbatåret med au-pair jobbet blev det, der inspirerede hende til senere at læse til pædagog. Gentofte pædagogseminarium kunne 3 ½ år efter kvittere Idlyn for hendes ihærdige slid med et 10- tal efter bare 5 ½ år i Danmark. Hun måtte sidde med en ordbog i skødet til undervisningen for at kunne oversætte alle de pægagogiske begreber.
Med en munter latter fortæller Idlyn om, hvilket sandt cirkus det blev, da et jobtilbud og en arbejdstilladelse skulle gå op i en højere enhed. Uden ansættelseskontrakt ingen arbejdstilladelse og uden en arbejdstilladelse ingen ansættelseskontrakt. Heldigvis var det tilladt at arbejde 15 timer om ugen, og efter et halvt år havde hun kontrakt på sit fuldtidsjob og kunne efter 3 år supplere sin indfødsretsprøve fra 2010 med et dansk statsborgerskab:
”når man bidrager til samfundet, er det oplagt at søge dansk statsborgerskab”.
Nu efter hendes søn Isaiah er kommet til, bruger de to hendes sparepenge på at rejse verden rundt. Dominica, hvor hendes mormor, forældre og tre søskende stadig bor, er et af deres hyppigste rejsemål, men de har også besøgt både Barbados, Martinique, Tyrkiet, Frankrig, USA og Japan.
Intet er nu mere naturligt end, at det netop er hende, der er modtager af nye børn med anden etnisk oprindelse end dansk. 15 år efter hun kom til Danmark, kan Idlun nu med varme og myndighed modtage nye forældre i Børnehuset Mosen, hvor hun arbejder.
Martin fra Færøerne:
”Egentlig ville jeg have været fisker, men det sagde min mor nej til. På Færøerne, hvor jeg er vokset op, er der meget smukt, men det er et religiøst og kontrolleret samfund med megen social kontrol. Så jeg blev ikke fisker, men jurist.”
I dag arbejder Martin som juridisk erhvervskonsulent for flere virksomheder og sidder tillige i flere bestyrelser og har været plejefar for flere børn og unge.
Martin er den eneste dreng med 4 søstre og fortæller: ”jeg var vist lidt oprørsk, så jeg kom ofte hos min mormor, som jeg fik et meget nært forhold til. Hun var et meget godt menneske og blev 103 år. Hun var medlem af brødremenigheden. Selvom det til tider var lidt tyngende med den religiøse tilgang til tilværelsen i min barndom, er jeg i dag formand for menighedsrådet ved Gladsaxe kirke, men jeg er ikke helt så religiøs, som min mormor var ”.
Kærlighed var årsagen til, at Martin flyttede til Danmark for 30 år siden. Han mødte sin kærlighed på et diskotek, som han ejede. Kæresten ville være lærer, men kunne ikke gå på seminarium på Færøerne, hun hverken talte eller skrev sproget. I Danmark boede de på kollegium med deres to børn i 10 år, mens de færdiggjorde deres studier. Den lille familie er nu blevet international, den tæller nu 3 døtre og er blevet beriget med 3 svigersønner fra andre lande.
Martin fortæller: ”Det er en stor forandring at bo og leve i Danmark, hvor der er frihed til at vælge og gøre, hvad du har lyst til. Ingen nysgerrige og kontrollerende naboer. Jeg trives godt med den danske kultur og humor. Færinger taler ikke så meget, det gør danskere. Det kan jeg godt lide. Der er så mange gratis muligheder hernede, uddannelser og kulturelle begivenheder. Selvfølgelig besøger jeg min mor og mine søstre, men når jeg har været der en uge, har jeg fået nok.”
Men Færøernes klima og naturen har sit faste greb i Martin. Han fisker stadig. Han cykler og går netop ud, når det regner: ”Jeg elsker dårligt vejr, det giver mig på en eller anden måde sjælefred”.
Marcia fra Brasilien:
Hjulkrone, tallerkensmækker, mælkebøtte, salvie, mynte, jordskok, grønkål og springløg er bare nogle af de planter, der trives ved Marcias omsorg. Marcia har en nyttehave, hvor et insekthotel
er med til at sikre biodiversiteten i Gladsaxe.
Med sin varme og farverige kultur i bagagen møder hun forundring fra de mere afdæmpede danskere, der sætter deres urter i lige rækker, mens Marcias urter gror tilfældigt. Marcia har haft sin have i 3 år og har boet i Gladsaxe i 18 år.
Det var rejselyst, der bragte hende til Europa i 1996. Hun er vokset op i millionbyen San Paolo i en rejselysten familie. Sammen med sin familie rejste hun igennem Amazonas. At rejse til Europa for at prøve at arbejde var derfor ikke afskrækkende for hende.
Kærligheden fastholdt hende i Danmark, hvor hun har sat sine egne frø ved at føde to drenge, der nu er voksne og godt i vej.
Hun har arbejdet både som rengøringshjælp, handicaphjælper, som tjener i Bellacentret og i en 6- årig periode på en sundhedsklinik, hvor de udførte Endermologie, en anerkendt behandlingsmetode til at øge blodcirkulationen i fedtvæv.
I dag er hun meget opmærksom på klimaforandringer, miljø og menneskelig trivsel. Hun mediterer regelmæssigt, deltager i frivilligt arbejde for at rense nærområdet for plastik og passer venner og bekendtes dyr og planter.
Hun er engageret i en gruppe, der arbejder med permakultur, hvor det at bo, leve og dyrke jorden sker i et tæt samarbejde med naturen for at sikre regnskovens overlevelse. Hendes vennekreds, der kommer fra flere kontinenter, afspejler hendes farverige personlighed. Marcia vil især fremhæve sit 15 år lange venskab med sin danske veninde.
Udviklingshæmmedes trivsel og jobmuligheder er en anden sag, der kan vække hendes varme engagement.
Junaid fra Kashmir:
”Man kan godt sige, at jeg er en mønsterbryder i forhold til resten af min familie. Vi er ca. 15 familiemedlemmer i Danmark. Tre generationer. Vi kommer fra Kashmir. Blandt dem er der ikke mange, der tager imod de kulturtilbud, der foregår i kommunen. Jeg er den eneste blandt mine fætre og kusiner, der går i Richter. ”
Junaid er vokset op i Gladsaxe. Han en den første i familien med en gymnasial uddannelse og med en drøm om en teknisk – naturvidenskabelig uddannelse. Han er frivillig i Gladsaxe Kommunes nye spillested for unge, Richter. Ligesom i skolen knytter han bånd til andre unge gennem sine interesser.
Junaids familie er muslimer. Han beskriver den forskellige praksis, de tre generationer i hans familie har for deres religiøse liv, hvor den ældste generation og de kvindelige slægtninge er de mest traditionsbundne. Hans forældre følger levende med i, hvad han foretager sig, og undrer sig over, at han arbejder frivilligt i Richter.
Men Junaid siger: ”Jeg lærer en masse, når jeg får lov til at stå med det store ansvar, det er at afvikle et musikarrangement.” Et engagement, der har givet ham en udvekslingsmulighed til Frankrig under Erasmus – programmet.
Junaid konfronteres dagligt med mange forskellige etniske borgere og fortæller undrende: ”Jeg bor jo i Høje Gladsaxe, som jo er et mangfoldigt samfund. Der bor mange med forskellig etnisk baggrund. Jeg lagt mærke til, at mange snakker på en anden måde end jeg f.eks. er vant til. Der er mange, der synes, at jeg er meget dansk både på den måde, jeg taler, og de mennesker, jeg omgiver mig med. De mennesker, jeg omgås, er mest via interessefællesskaber.
De fleste af mine venner er danskere. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Jeg har svært ved at identificere mig med de typer, der danner etniske grupper, jeg kan ikke forstå, hvordan de tænker. De er nok ikke så integrerede som mig.”
Bonnie fra Cambodia:
Arbejdsmoral og familiesammenhold er med i Bonnies bagage. Som 2 -årig kom hun sammen med sine forældre til Klampenborg. De kom som kvoteflygtninge fra en flygtningelejr i det nordlige
Thailand. Hendes far talte flere asiatiske sprog samt engelsk. I flygtningelejren arbejdede han som pædagogisk central leder, han underviste i engelsk og tilrettelagde indsatsen overfor lejrens børn. Hendes mor var kok for de thailandske FN- soldater og plejer for lejrens syge eller svagelige.
Bonnies familiehistorie er broget. Hendes mor stod som 16- årig alene i Phnom Pen med ansvaret for to mindreårige brødre. Forældrene døde under Pol Pots regime. Slægtninge fra Siam Rep
i nord var villige til både at gifte hende bort og overtage ansvaret for de små søskende. Med stor ansvarlighed og ben i næsten tog hun en uddannelse i regnskab i Phnom Pen, forsørgede de to mindre brødre og fandt sin livsledsager i samme ejendom, som hun boede. Eller som Bonnie fortæller: ”det var snarere min far, der ikke kunne slippe den selvstændige og lyse cambodianske
kvinde, han fulgte hende dagligt frem og tilbage til hendes job.”
Tilværelsen i Phnom Pen var, på trods af Pol Pot-regimets fald, stadig vanskeligt for de mange, der kunne læse og skrive og som Bonnies far deltog i det politiske liv. Det unge par flygtede til
Thailand, hvor hendes far de første år var illegal flygtning. Bonnie kom til verden i flygtningelejren.
Danmark blev den trygge ramme, der gav hendes forældre et livsgrundlag. Forældrenes arbejdsliv har været mangfoldigt, de har både haft en grillbar, faren har haft en fotoforretning og arbejdet i IKEA, moren har arbejdet som SOSU-hjælper, med rengøring og i en i cafe. Nu ejer de Skandinaviens første og eneste cambodianske restaurant, Khmer Cuisine. Bonnie blev dansk statsborger, mens hun gik i gymnasiet, for at lette sin mulighed for at få visum i forbindelse med studierejser og ophold som udvekslingsstudent. Hun søgte ikke dobbelt statsborgerskab for, at der ikke i fremtiden kunne blive usikkerhed om hendes tilhørsforhold. Nu er hele familien danske statsborgere.
Bonnie er flittig og videbegærlig. Som første student i familien, har hun studeret flere forskellige fag, inden hun fandt sin rette hylde. Efter nogle års ansættelse som folkeskolelærer på Gladsaxe
Skole er hun søgt til Høje Tåstrup for at være med til opstarten af den nye science skole Læringshus Nærheden. Her er hun startet på uddannelsen som talentvejleder. Inden hun fik børn har
hun været frivillig i foreningen Coding Pirates, hvor målet var at lære børn og unge at være kreative med IT. Hun bor i hus i Bagsværd med sin danske mand og deres to små børn og føler
sig privilegeret over sit liv i Danmark.
Torsten fra Sverige:
I 1950´erne var forskellene mellem Sverige og Danmark store. Mange flere svenske unge tog studentereksamen. Det gjaldt også Torsten, der var vokset op i Landskrona i en familie, hvor faderen nærede en stor passion for plantevidenskab og arbejdede med forædling af planter.
Torsten blev selv uddannet som molekylær biolog fra Landbohøjskolen i Uppsala. Allerede som 25 – årig fik han et tilbud fra Københavns Universitet, han ikke kunne sige nej til. Han var ph.d. studerende i Uppsala. Hans danske vejleder var bekendt med, at Københavns Universitet mang-lede kompetencer til at anvende en analytisk ultracentrifuge. Han takkede ja til en lektorstilling
med fast løn i København. I Sverige skulle han selv have tjent pengene hjem til sin løn. En drøm for en ung mand fra Skåne, der så København som Nordens Paris, og for hvem en tur over Sundet blev alt for dyr, når man oven i koncertbilletter og færgeoverfart måtte lægge en overnatning.
Det blev til et langt og godt arbejdsliv i Danmark blandt andet med et videnskabeligt samarbejde med Carlsberg om gærcellegenetik. Efter hans pensionering kronedes hans karriere med 5 års undervisning ved Lunds Universitet.
Med personligt overskud fortæller Torsten flere underholdende anekdoter om sine oplevelser. Første gang han søgte dansk statsborgerskab opgav han, fordi han skulle vedlægge både fødsels- og vielsesattest. Attester som den gang slet ikke blev udstedt i Sverige. Ved sit andet og mere vellykkede forsøg i 2011 oplevede han bagefter den bizarre episode, at han blev kaldt til den svenske konsul for at hente det pas, han havde afleveret personligt til de offentlige myndigheder, da han 14 dage før søgte sit danske statsborgerskab. Det var blevet fundet i rendestenen i Nyhavn!
I dag kan Torsten kalde sig dansker, men kigger i bakspejlet og siger: ”det er ikke så nemt at skifte nationalitet, det er meget følelsesmæssigt. Nationalitet er så stor en del at ens bevidsthed, jeg er skåning, det sidder dybt i mig, det er så stor en del af min opdragelse.”
Diskrimination har han bare oplevet få gange. Den enegang, da en glarmester ikke ville komme hjem til ”sådan en skide svensker”. Anden gang, da han blev nægtet medlemskab af en svensk bogklub, fordi han ikke havde et svensk personnummer!
Mernousch fra Iran:
En persisk digter skrev i 1100 – tallet: ”Menneskeheden står øverst, derefter er du køn, så nationalitet og til sidst religion,”siger Mernousch og tilføjer: ”Det er desværre ikke sådan nu!”
Mernousch har tilbragt sine første 5 år som flygtningebarn i Danmark, sine skoleår og ungdomsår i Iran, og siden 2003 har hun været bosat i Gladsaxe og erfarer nu en anden sandhed.
Går hun på café, er det ikke usædvanligt, at baconen er taget af hendes clubsandwich, inden hun får den: ”Det er jeg dødtræt af. Folk tager stilling alene på mit udseende. Ingen spørger om jeg er muslim”! Hun fortæller, hvordan hun oplever Janteloven. I Danmark bliver indvandrere betragtet som en samlet masse. De forventes at vise taknemmelighed og holde på deres kritik. ”Jeg synes, det er svært, når jeg fornemmer, at jeg ikke må være kritisk over for det danske samfund. Jeg skal være forsigtig med at mene, hvad jeg mener. Det var lidt det samme i Iran, bortset fra at præmisserne er anderledes. I Iran har man ikke ytringsfrihed, der skal man ikke udtale sig negativt om systemet. Jeg troede, at når man lærte dansk, satte sig ind i kulturen og bidrog med hårdt arbejde, ville man blive respekteret. At blive set, som den man er ”.
Flid og hårdt arbejde er virkelig Mernousch´s kendetegn. Hun har gået i kristen folkeskole, jødisk mellemskole, islamisk gymnasium og er uddannet i historie fra Universitetet i Teheran.
Efter at have taget den gymnasiale indvandreruddannelse GIF i 2004 afsluttede hun en kandidatgrad som klinisk sexolog på Ålborg Universitet.
Hun fortæller: ”Jeg bruger min uddannelse til at undervise eksterne lektorer på forskellige uddannelsesinstitutionerog kommuner for sikre dem en bedre indsigt i seksuelle og kulturelle udfordringer for indvandrere og flygtninge. Ved siden af dette har jeg åbnet en cafe i Bagsværd. Jeg vil gerne vise, at iransk kultur er andet end et præstestyre.”
Selvom Mernousch har været her i mere end 15 år, giver hun udtryk for, at hun er rodløs. At hun kun er på besøg i Danmark: ”Jeg slår ikke rødder, jeg køber hus, jeg køber forretning, jeg gør alt mellem himmel og jord for at slå rødder, men det er ligesom, der bliver holdt en distance. Sådan er det hele tiden, den er der hver dag, jeg kæmper imod den. Min arbejdsdag starter kl. 12.00. Jeg kan af og til overveje, om jeg skal gå ud at handle om formiddagen, men afstår ofte, fordi jeg tror, at folk tænker …hun er nok på noget social ydelse.”
Når hun skal fremhæve, hvad der har hjulpet hende, da hun vendte tilbage på sit danske pas i 2003 er det den støttepædagog, hun fik tilknyttet. Hun er blevet som en mor for hende.
Zahir fra Bosnien:
Zahir var en mand i sin bedste alder, da forholdene for ham og mange andre i hans hjemland ændrede sig radikalt. Der udbrød krig mellem nogle af de gamle jugoslaviske regioner. På ganske
kort tid blev det umenneskeligt for ham og hans familie at leve i deres lejlighed i centrum af Foča, en by på størrelse med Køge. Efter 3 måneder isoleret i sit hjem uden nogen fremtid, flygtede han og hans kone Melka med hjælp fra en god nabo, der var serber.
I hele sit voksenliv havde han levet som en god familiefar, først som folkeskolelærer og siden som embedsmand i kommunen. På bare tre år blev den overvejende muslimske befolkning, ca. 20.000 mennesker, fordrevet eller dræbt, og Zahir og hans familie mistede alt. Han var 49 år. Flugten var lang og besværlig. Sammen med sin kone nåede de Danmark og fik asyl i 1992.
Datoen husker Zahir meget tydeligt.
I 14 mdr. havde de husly på flygtningeskibet Flotel Europa, hvor der boede ca. 1000 flygtninge i små kahytter. I 1992 vidste Zahir og hans hustru ikke, hvordan det var gået deres voksne børn, hverken den ældste eller den yngste, der bare var 19 år og i hæren. Der skulle gå 1 år, før de ved Røde Kors’ hjælp fik nyt om deres børn. Med bus flygtede de via Montenegro, Serbien, Makedonien, hvor de blev i 5 mdr. De rejste videre med bus og tog igennem Bulgarien, Rumænien og Ukraine og kom til Polen. De flygtninge, der havde gyldigt pas, blev sendt videre til Sverige, og alle andre blev sendt til Danmark. Først i 1996 nåede ægteparret til det stille og rolige hjem, de nu har haft i 23 år. I 1996 blev 30 bosniske familier modtaget i Gladsaxe med velkomsttale af daværende borgmester Ole Andersen.
Borgmesterens tale, sprogkurser og gode almennyttige lejligheder fik dem til at føle sig velkomne. Zahir giver Gladsaxe flygtningepolitik i 90´erne de allerbedste anbefalinger, Zahir siger:
”Gladsaxe var den bedste kommune i landet, det er jeg helt overbevist om!”
Nu er der fred i Foča. Ægteparret kan få penge for at rejse tilbage, men Zahir siger: ”Danmark er mit andet fædreland, og vi er begge over 75 år og kan besøge børn og børnebørn”. Den ældste søn er træingeniør og bor og lever en god tilværelse i Tyskland. Den yngste, der er maskiningeniør, har stiftet familie i Sarajevo. Zahir fortæller med stolthed: ”Jeg mener, at de bosniske flygtninge er nogle af de bedst integrerede, yngre bosniske flygtninge har alle job og er nok de bedst integrerede i det danske samfund.”
Den gode nabo fra Foča, har de stadig kontakt med.
Laxmi fra Indien:
Gåpåmod og tro på fremtiden kendetegner Laxmi. Ægteskabsbureauet i Indien matchede Laxmi med hendes mand, hvis karriere bragte dem til Danmark, hvor han fik job med sin svenske
master i økonomi. Mange venner var allerede bosiddende i Danmark.
Det var i 2011, hun kom til Gladsaxe. Med hjælp fra Værebro Rådgivning fik den gravide Laxmi et cpr.nr. Det blev et helt nyt livsafsnit for kemiingeniøren Laxmi. Hendes indiske uddannelse
har ikke givet hende et passende job, der kan give hende den nødvendige arbejdserfaring. Hun arbejder som rengøringsassistent på Island Brygge og må bruge timer på transporten. Trods disse vilkår håber hun stadig, at det vil lykkes at få et job, der matcher hendes faglige kvalifikationer. Hun fortæller: ”Til gengæld er mit familieliv lykkeligt.”
På de 8 år hun har været i Danmark har ægteskabsbureauets match båret frugt. Laxmi er lykkelig med sin mand og de to børn, de har skabt. Hun priser de muligheder familien har i Danmark:
”Her er godt for børnene med børnehave og skole. I børnehaven får børnene god sund og økologisk mad. Det sætter jeg stor pris på. Pædagogerne gør et fint arbejde med børnene og sørger for, at de bliver rigtigt stimuleret, også sprogligt.”
Hun fortsætter: ”Jeg elsker at være her. Luften er meget ren i DK, og her er pænt og ordentligt. Her omkring os er der mange udlændinge, det kan jeg godt lide. Vi hjælper hinanden. Jeg føler, at jeg er meget heldig ved at være her. Jeg holder også meget af det danske system. Vi betaler skat, og så får vi en masse gratis ydelser, uddannelse, læge, skole, børnehave og meget mere. Det er meget bedre end i mit hjemland, hvor vi ikke betaler noget særligt i skat, men skal betale for det meste.”
Laxmi giver udtryk for, at hun oplever Danmark som et trygt og sikkert sted, men der er da også afsavn. Som hun siger: ”Jeg savner kun en ting, og det er vores familie i Indien. Jeg tænker ikke på det hver dag, men især hvis jeg eller børnene er syge, så ville jeg ønske, at noget af min familie var her for at støtte os. Vi vil gerne have dem på besøg, men vi vil også spare op.”
Rageh fra Somalia:
Rageh opfatter sig som privilegeret. Det er 26 år siden, han som 5-årig kom til Danmark fra Somaliland. Familien var flygtninge, og nu fortæller han: ” Det er begrænset, hvad jeg kan huske fra Afrika, jeg føler næsten, at jeg er født her. Det første, jeg kan huske, er, da jeg startede på Værebro skole. Jeg kunne ikke tale dansk, men kommunikerede med hænderne. Jeg fik ekstra støtte af en lærer, men jeg lærte rigtigt meget ved at skulle kommunikere med de andre elever og lærere. Den skole betød rigtigt meget for mig.”
Nu er Rageh nygift og har en lederstilling som Service Disk Manager i Dansk Retursystem. Han er IT-uddannet, men jobbet bygger i højere grad på hans personlige kvalifikationer og værdier fra en arbejdsom familie. Hans far knoklede for familien. ”Min far er stolt af mig og kan se, at det, han arbejdede for, er lykkedes. Mine forældre taler om, at de gerne vil hjem at bo på et tidspunkt. De fleste familiemedlemmer bor stadig i Somaliland. De bliver her, indtil vi alle er godt i vej med familie og arbejde. De tanker har jeg ikke selv, min kone er vokset op her, men jeg kender godt til problematikken om at høre til. Jeg ved, at mange flygtninge og indvandrere strides med, hvor de hører til. Når de kommer til hjemlandet, bliver de opfattet som dem fra Europa, og når de er her, bliver de opfattet som dem fra Afrika.”
Rageh tænker på, hvordan fremtiden kommer til at forme sig. På hvordan han kan drage omsorg for sine forældre, når de bliver gamle. Han fortæller, at næstekærlighed også er en del af den muslimske religions 5 søjler. ”Der skal selvfølgelig være en form for balance. Det skal ikke opfattes, som en byrde at tage sig af de gamle. Der foregår selvfølgelig også en udvikling. I de næste generationer vil det nok ændre sig, så det vil blive mere almindeligt, at de ældste indvandrere kommer på plejehjem”.
Min drøm er at blive selvstændig og bygge noget i Afrika. Gøre noget for dem, nu jeg har fået viden og uddannelse. Jeg er allerede i gang i en mindre skala. Jeg var i Kenya på ferie for nogle måneder siden. I en af landsbyerne så jeg et skolelokale med 60 elever, hvor alle sad på jorden. Jeg talte med læreren om, at jeg gerne ville lave nogle skolebænke til dem. Bænkene bliver produceret i Kenya og er klar til levering om et par dage.
”Fremtiden starter på en skolebænk.”
Jacky fra England:
Øjnene lyser af forventning, da Jacky fortæller, at hun snart skal besøge sin bror i Brasilien. Den samme forventning var der i den meget unge engelske kvinde, der i 1972 tog til København med en frisøruddannelse som adgangsbillet til en dengang fremmed kultur. Eventyrlyst og nysgerrighed drev Jacky til Danmark som bare 19 – årig.
I 1972 var Danmark ikke i EU. Jackys første et-årige opholdstilladelse blev møjsommeligt erhvervet på trods af bureaukratiets paradoksale benspænd. En opholdstilladelse krævede en ansættelseskontrakt, og en ansættelseskontrakt krævede en opholdstilladelse. Hun måtte løbe spidsrod mellem flere offentlige instanser.
Man hørte sjældent det engelske sprog i Danmark. En anerkendt modefrisør på Strøget tog med glæde imod Jackys arbejdskraft – så var der da én, der på et flydende engelsk kunne betjene de udenlandske turister. Lysten til at tilegne sig det danske sprog, så samtalerne med danskerne kunne få et dybere indhold, fik Jacky til at søge stilling som au-pair pige. Omgangen med børnene og familien gav hende et mere nuanceret dansk. Lysten og talentet for at have med mennesker at gøre brolagde derefter vejen for et nyt uddannelsesspor indenfor pleje- og omsorgssektoren. Først blev det med et job som ufaglært sygehjælper, derefter fulgte selve uddannelsen som sygehjælper. Med en god portion stædighed lykkedes det hende i løbet af sit arbejdsliv at blive social- og sundhedsassistent. Stædighed var nødvendigt, da hendes ellers gode engelske skolebaggrund ikke umiddelbart kunne tilfredsstille adgangskravet. Hun måtte gennemføre en dansk 10. klasse først.
”Det er vanskeligt at sige, hvornår man er faldet til, men når du drømmer på dit nye sprog, er du virkelig faldet til. Du er først fremmed i den nye kultur, derefter bliver det som at stå med et ben
i hver lejr for siden at blive et helt nyt ståsted! Selvom du flytter tilbage til dit fødested, oplever du dig ikke hjemme, som før du rejste! Da mit første barn skulle begynde i skole, flyttede jeg i en periode tilbage til Nottingham, men erkendte, at det skulle være i Danmark vi slog os ned .”
Jacky fremhæver forskellene på de to kulturer. Hun beskriver den engelske kultur med det omfattende og nuancerede ordforråd, den høflige og formelle omgangstone, der krydres med en
selvironisk humor. Den er meget forskellig fra den ordknappe danske, men samtidig utvungne omgangstone og den noget tungere humor. Først i bakspejlet erkender man, hvor anderledes
kvindernes muligheder og udfoldelse til gengæld var i 70’ ernes Danmark.
Gorica fra Montenegro:
I 1987 kom Gorica på besøg hos sin far og mor i Danmark. Hendes far havde arbejdet som gæstearbejder siden 1970, og hendes mor og 3 mindre søskende var flyttet nordpå til ham i 1977. Hun var da 22 år og læste økonomi i Montenegro: ”Jeg kom næsten til en tredje verden, hvor jeg ikke kunne gøre mig forståelig, men vilje og lyst gjorde, at jeg gik i gang med at lære sproget, jeg havde kun lært russisk som andet sprog. Jeg overvejede meget, om jeg skulle tage tilbage til Montenegro, eller om jeg skulle lære dansk og blive her.”
Hun fortsætter: ”Min far var meget arbejdsom, han har arbejdet i 40 år med kun fem sygedage, så for ham var der ingen tvivl. Jeg skulle finde mig noget arbejde. Jeg fik arbejde på et hotel i København, hvor der var russere ansat. Jeg fik efterhånden venner, som hovedsageligt var kvinder fra Polen og Rusland, men det var meget svært for mig at få kontakt til danskere pga. sprog-barrieren. Det var virkelig en svær periode. ”
Efter intensiv danskundervisning på Studieskolen, sprogskole i Gladsaxe, 10 klasses eksamen med dansk som andet sprog, erkendte Gorica sandheden i hendes sproglærers ord: ”når først du forstår nyhederne i radio/TV, så er du klar til arbejdsmarkedet!” Gorica tilføjer: ”Nu gjaldt det om at finde et meningsfyldt arbejde, jeg havde ikke lyst til at gøre rent resten af mit liv.”
Det kom Gorica heller ikke til. En ferieforelskelse i en mand fra Montenegro gav hende svære overvejelser. Skulle hun flytte tilbage eller blive? Men efter det hårde slid med det danske sprog, havde hun ikke lyst til at opgive livet i Danmark. Det blev ham, der flyttede til Danmark. I 1999 gav kommunen hende et 2-årigt praktikjob i byarkivet. Som tilsynsførende i et rengøringsfirma
tjente hun derefter, så hun sammen med sin mand kunne forsørge deres 3 piger.
Hun fortsætter: ”pludselig dukkede en stillingsannonce op i byarkivet, og jeg har været ansat der siden 2007. Jeg er rigtigt glad, jeg elsker mit job og mine kolleger. Jeg har også gennemført
kommunomuddannelsen, mens jeg har været ansat i Gladsaxe. Jeg skulle vænne mig til at arbejde i grupper. Det gjorde vi ikke, da jeg i gik i skole i Montenegro. Der drejede det sig meget om at den enkelte skulle præstere. Jeg er meget tilfreds med min tilværelse og håber, det vil vare ved, som det er nu. Jeg synes egentlig, vi har udfordret os selv nok.”
Charlotte fra Elfenbenskysten:
I 2002 udbrød der krig i Bouaké. Den by, hvor Charlotte og hendes militæransatte mand Joachim levede med deres 5 børn, og hvor Charlotte drev sin egen virksomhed med farvning og syning af tekstiler, tasker og beklædning. De flygtede til hovedstaden Abidjan i Elfenbenskysten. Situationen i landet blev roligere igen, og i 2008 blev familien udstationeret i Danmark, hvor Joachim fik job som sikkerhedsansvarlig på ambassaden i Hellerup.
Nye uroligheder i Elfenbenskysten i 2011 vendte hele familiens livssituation, da det nye styre fra 2010 forlangte, at personalet på ambassaden i Hellerup blev udskiftet. Det blev frarådet dem at rejse tilbage, og Danmark blev derfor deres nye land. De fik asyl og kom først til at bo i Sandholmlejren. Med to døtre under uddannelse i Frankrig og en i Rusland kom der til at gå flere år, før familien kunne samles igen.
Charlotte kan levende fortælle om al den hjælp og støtte, hun og døtrene fik fra både det offentlige Danmark, fra Røde Kors og fra en frivillig venskabsfamilie i Gladsaxe. Charlotte gik på
Integrationsuddannelse og sprogskole og blev omskolet fra sin oprindelige uddannelse som bogholder til Social- og sundhedshjælper.
Taknemmeligheden er stor overfor den hjælp, de fik. Charlotte siger: ”dengang var det lidt svært, men jeg fik meget gode karakterer til eksamen, jeg er meget glad for den uddannelse, det er let at få job, og man tjener gode penge. Den er fin for mig. Vi har fået hjælp til alle pigernes uddannelser, da vi stod helt uden værdier. Vi takker Danmark.”
Som enhver mor bekymrer Charlotte sig om sine børns fremtid. Blandt andet om de vanskeligheder deres 6 døtre kan få med at finde job, der matcher deres uddannelser. Deres skoleuddannelser er gode, de søger mange job, men kan møde paradoksale forhindringer! Hvis en af døtrene får tilbudt et passende job i Frankrig, vil hun ikke kunne tage imod det, fordi det kræver et nationalpas. Som flygtning med asyl i Danmark har man kun et rejsepas!
Til gengæld har de arvet deres mors energi og gåpåmod og har i flere år arrangeret African Village til Gladsaxe Loves Culture på Telefonfabrikken. Sammen er de også aktive som korsangere i den katolske Sakramentskirken på Nørrebro, når messen foregår på fransk.
Marzia fra Afghanistan:
Marzia er 21 år, men har erfaringer som en moden kvinde. Hun kom hertil som baby, da hendes familie blev familiesammenført med deres far, der var flygtet fra Afghanistan året før. Hendes
far er selvstændig slagter, og forældrene har 6 døtre og 1 søn.
Under sin opvækst har Marzia måttet forklare forældrene om de danske normer og værdier. Advokat og tolk for forældrene har hun også været: ”Min mor og min søster har været alvorligt syge. Vi søskende har måske fået for stor indsigt i vores forældres trivsel. Det er vigtigt for min far, at vi ved, hvad han har været igennem og hvad han har givet afkald på for at komme her. Han forventer, at vi tager en uddannelse, for de muligheder havde vi piger ikke haft i Afghanistan. For to år siden besøgte jeg Afghanistan. Selv om jeg kommer fra en fri familie, kunne jeg ikke gå i skole, mens jeg var der. Det ville være for farligt. Alle kvinder går helt tildækkede, ellers risikerer de at blive bortført eller få kastet syre i hovedet. Det var fremmed for mig at gå med burka.”
”Jeg tror, min families situation er medvirkende til de valg, jeg træffer. Jeg læser til lærer og ar- bejder både som lærervikar og som vikar på Seniorcentret Rosenlund. I Københavns kommune er jeg rollemodel, og i Gladsaxe kommune har jeg været med i Dialogskaberprojektet. Jeg deltager i mange forskellige projekter, også målrettet afghanske flygtninge, så jeg keder mig ikke.”
Jeg tænker meget over kulturforskelle bl.a. forskelligheden på det afghanske og det danske skolesystem. I Afghanistan uddanner man sig i de forskellige fag. I Danmark har man meget fokus på, at eleverne dannes til at blive tolerante medborgere. Det er jo det, der bygger samfundet op. I Afghanistan har man ikke den holdning, de uddannede har derfor ofte dårlige sociale kompetencer. De er ofte meget intolerante over for mennesker, der har andre tilgange til livet end dem.
Jeg kan godt lide den grundlæggende idé ved velfærdsmodellen, at man betaler til fællesskabet og modtager ydelser, når der er behov. Det minder på mange måder om Islam.
Marzias forældres ægteskab var arrangeret. Hun ser frem til også at indgå ægteskab med en fra samme kultur/land. ”Det skal helst være en afghaner, han vil bedre kunne forstå mine forældre og den kultur, jeg er vokset op med derhjemme. Jeg tror, at man i kulturmødet skal se muligheder frem for begrænsninger. Vi kan alle lære noget af hinanden, hvis vi er åbne over for andres kulturer.”
Serdal fra Tyrkiet:
Med stolthed bekræfter Serdals fars sin søns historie:
”Min familie boede i et af de fattigste områder i Tyrkiet. Grundet deres politiske og etniske tilhørsforhold, som tvangsforflyttede kurdere, valgte mine forældre at forlade vores hjem og by og kom i 80’erne til Danmark.
Som 9-årig startede jeg på Bagsværd skole. Jeg husker det som svært at finde mig til rette i et nyt land, i en ny by og på en ny skole. Jeg kendte ikke mine klassekammerater og havde svært ved sproget. Heldigvis udviste min klasselærer et enormt engagement for mig og min trivsel.
Han sørgede for, at jeg fandt mig til rette i mine omgivelser, i skolen og ikke mindst blandt mine klassekammerater. Han introducerede mig for fodbold i klubben AB, og det blev starten på en
tilværelse, hvor jeg passede ind. I fodboldklubben handlede det hele om fodbold, det var ligegyldigt, hvor man kom fra, bare man var god til at spille. I klubben var det let at finde sig til rette
og få nye venner, og der opstod et meget tæt fællesskab mellem os drenge.
I gymnasietiden var vi en gruppe der stiftede ETNO 2000, som skulle skabe sammenhold og nedbryde fordommene i Værebroparken. Senere på universitetet var jeg med til at starte organisationen Akademikere for Etnisk Ligestilling. Netop tryghed, integration og kampen for mere lighed har været en rød tråd i mit kommunalpolitiske arbejde.
I 2009 blev jeg medlem af Gladsaxe Byråd, og senere i 2013 blev jeg viceborgmester i kommunen og for nyligt næstformand i mit parti. Jeg er stolt over, at vi blandt andet har fået indført gratis psykologhjælp, borgerdrevne forslag, flere ressourcer til inklusionsområdet, og at jeg var med til at stifte det første integrationsråd i Gladsaxe.
I Tyrkiet var min morfar lokalpolitiker, og jeg voksede op i et politisk bevidst miljø. Han var engageret i minoriteternes rettigheder og ligestilling – og kæmpede imod uretfærdighed. Det var i dette miljø, mit politiske engagement blev vakt. Jeg vil fortsætte i det spor min morfar har lagt ud og fortsætte mit politiske arbejde på nationalt plan for mere tid til vores børn og unge, bedre integration og mindre ulighed i samfundet.”
Oliver fra Tyskland:
Europa er blevet Olivers ”hjemland”. Med en central base i Gladsaxe. Han er vokset op i Bielefeld i Tyskland i 70´erne med en engelsk mor og en tysk far. Med nysgerrighed og mange talenter i bagagen tog han sommeren 1991 på ferie i Grækenland. En glødende ferieforelskelse i Mette bragte ham til Norge, hvor Mette boede. De blev gift efter bare 3 uger. I Norge tilegnede han sig i løbet af de første par år et af de nordiske sprog. Hans interesse, talent, en god uddannelsesbaggrund i musik og et stort engagement i rockmusik vandt genklang i det norske Hard Rock og Blues miljø. Med base i Norge gav han sammen med sit band koncerter i både Norge og Tyskland. Smør på brødet fik han fra mange forskellige job blandt andet på vandrehjem. Nogle IT – kurser gav ham derefter et lukrativt IT-job som databaseadministrator i Oracle.
Oliver kalder sig selv meget privilegeret. Han er nærmest flov, når han tilstår: ”jeg følte mig integreret fra dag et med job, kone og familie – det er forfærdeligt i Danmark nu, hvor et anderledes
efternavn kan være en hindring for et job.”
Efter 8 år i det regnfulde Bergen headhuntede et firma i København ham, og familien flyttede til Danmark, hvor Mette havde en dansk onkel i Gladsaxe. De havde hørt om den gode børnepolitik
i halvfemserne og valgte at slå sig ned i samme kommune.
Hvor det tog 2 år at lære norsk, tog det bare 3 måneder at lære dansk. Noget længere tid tog det at blive fortrolig med den danske kultur og den danske humor: ”der er forskel på dansk og norsk humor. I Danmark er der noget, der hedder positiv mobning, tonen er meget mere direkte end i Tyskland, ja end selv i Norge! Man bliver nogen gange fornærmet, jeg var naiv, der gik et stykke tid, før jeg slappede af og forstod, at drillerierne bare var kærligt ment ”.
Selvom karrieren tog fart indenfor IT, fortsatte Oliver med at spille koncerter i Norge, indtil han på Mettes anbefaling deltog i et af de allerførste talentshows på dansk TV. Efter deltagelse i X-factor kunne han flytte musikscenen til Danmark og resten af Europa, hvor han fandt et nyt hold internationale musikere, der nærede samme kærlighed som han til den melodiske version
af rockmusikken. Han fik mange nye opfordringer: ”…så åbnede hele netværket sig, jeg fandt et band og så begyndte det at trille derfra.”
Selvom Oliver føler sig privilegeret, er han ikke kommet sovende til det ansvarsfulde job, han nu har, hvor han arbejder som Management IT – Consulting.
André fra Elfenbenskysten:
Navnereglerne er anderledes i Elfenbenskysten. Selvom André, der af vennerne kaldes ”Andy”, er vokset op blandt 3 søskende alene med sin mor, ville man først nævne hans fars navn, når
Toubo André Vincent blev præsenteret. Det er imidlertid hans stærke mor og hendes energi, der har sporet Andy ind på den levevej, der nu tegner sig for ham.
Efter at have tjent penge som hushjælp og stik – i – rend dreng i sin landsby, har Andy stille og rolig arbejdet sig til en kokkeuddannelse, der har ført ham til et job på sit lands ambassade i
Hellerup i 2007. Da uroligheder i hjemlandet spidser til, og Andy hører til den opvoksende generation, der IKKE har oplevet kolonitidens undertrykkelse, og som altid har forholdt sig aktivt til sit lands politiske situation, bliver det svært for ham at se sig selv i sit hjemland igen.
Med glæde og taknemmelighed fortæller han om de muligheder, han har fået i det lille danske demokrati, hvor ytringsfrihed er et nøglebegreb. Han er rigtig glad for at være her. Med engagement
først i 3 år som frivillig i Trampolinhuset og nu i Integrationsrådet i Gladsaxe, vil han gerne bidrage til det samfund, der nu er hans. Han udtrykker det meget klart: ”Jeg er nysgerrig og deltagende, det var på den måde jeg blev integreret.”
Hans fremhæver den hjælp, hans mentor fra kommunen har været og fortæller, at det er gennem omgang med danskerne, at han er faldet til. Med sit gode hoved lærte han dansk på et år, blev dansk erhvervsuddannet kok og går nu i en forberedelsesklasse til diplomingeniørstudiet i fødevarevidenskab og ernæring på DTU. Han supplerer: ”Det er fantastisk i Danmark, jeg har også læst på en handelsskole i Frankrig, men her kan man læse videre efter en erhvervs-uddannelse.”
Med to hjemmeboende skolebørn er der ellers nok at se til. Han vil gerne være et forbillede for dem og drømmer om at han kan fortsætte længe med at bidrage til det danske samfund, så den næste generation kommer godt i vej, både etnisk danske børn og indvandrere.
Delita fra Litauen:
Kærlighed kan føre vidt omkring. Da Delita forelskede sig i udvekslingsstudenten, der var irakisk flygtning i Danmark og opholdt sig et semester i Litauen, skete det for hende. Hendes studieophold i Danmark beseglede forholdet. De to blev gift i 2008 i Litauen, og familien tæller nu 4 med en søn på 9 og en datter på 11 år. Med en uddannelse som specialpædagog i bagagen bosatte hun og familien sig i Danmark, selvom praktikopholdet på det multikulturelle Nørrebro nogle år før nær havde givet Delita et kulturchok: ”Jeg havde aldrig før set så mange
farvede mennesker. Det er ikke almindeligt i Litauen. Jeg havde aldrig set afrikanere, kinesere eller japanere, Litauen er meget hvidt. De fleste indvandrere i Litauen er polakker eller russere.”
Der fulgte flere hårde år med at tilegne sig det danske sprog, men Delita fortæller, at det havde været endnu sværere for hendes mand at lære litauisk med en dansk – irakisk sprogbaggrund.
Sprogskolen i Hellerup var en fantastisk oplevelse både fagligt og kammeratligt, og hun tilføjer: ”men efter de tre år følte jeg mig stadig ikke tryg nok til at skulle arbejde med små børn, hvor
sprog-stimulering jo er en vigtig disciplin. Den sproglige sikkerhed kom først, da jeg tog en diplom-uddannelse, hvor jeg sammenlignede krisehjem for kvinder i Danmark og i Litauen”.
Delitas hjerte banker for udsatte familier og børn. Ved siden af sit fuldtidsjob i en børnehave, er hun bydelsmor i Værebro, hvor hun bl.a. har undervist i social kontrol. I perioder arbejder hun
også som familiekonsulent i et privat firma. Musik og sang fylder meget i familiens liv, Delita spiller litauisk harpe, og begge børn er aktive i Teaterskolen i Værebro.
”Nu er jeg glad for at være i Danmark. Når jeg kommer på besøg i Litauen, har jeg svært ved rigtigt at forstå deres tilværelse. Jeg er blevet meget dansk i min væremåde og tankegang. Jeg siger altid, mit hjem er, hvor min familie er. Min mand og mine børn er her, så nu er Danmark mit hjem. Jeg savner selvfølgelig min gamle familie, fødselsdage, jul, og at mennesker bare kigger forbi uden aftale for at få en kop kaffe og en sludder. Her skal man helst lave aftaler, man kommer ikke bare uanmeldt.”
Jeg er utrolig glad for min arbejdsplads, søde kolleger og et godt arbejdsmiljø, og vi har ikke planer om at bosætte os andre steder. Min mand har uddannet sig i Irak og Danmark og arbejder nu som socialpædagog.”